Misen anmelder: YOGAPRAXIS, Hornbæk – restorativ yoga

fullsizeoutput_26a7Fra: “Av, av” til: “Ahh”

Flødeskumsyoga
“Hvor er det godt, du kommer,” siger Bitten lavt og varmt smilende, da jeg træder ind ad døren.
Stemningen er rar og helt afslappet i det store rum, hvor folk stille og roligt indfinder sig til søndagens forkælelse. Ud af højtalerne flyder der feelgood klingklang-musik som signalerer stilletid og jeg slapper allerede lidt af. Det er sat til at vare tre timer og lige nu er det lidt svært at forestille sig. På gulvet er der dækket op. Der er sirligt lagt yogamåtter ud – og i dag er det tykke yogamåtter – og til hver plads er der et sæt med skumklodser, yoga-pølle (Ja, det hedder det altså …), lille pude, tæppe og øjenpude. Nogle sludrer lavt, mens andre allerede har lagt sig til rette med tæppet på og lukket øjnene. Jeg synes faktisk lige i dag, at det er mægtig rart ikke at skulle snakke, så jeg udser mig en plads i ude i siden og lægger mig. Vi har alle sammen tykke strømper og hyggetrøjer på; det fancy yogaoutfit er blevet hjemme og smart og trendy er ikke tilstede her søndag formiddag.

Jeg er taget til restorativ yoga hos YOGAPRAXIS i Hornbæk. Jeg er spændt og lidt nervøs, for jeg ved ikke hvad min sclerosekrop vil sige til det. Jeg har prøvet yoga før og det føles godt, men der er flere stillinger, der ikke ligger lige til mit højreben – eller venstre, så det har været med lidt blandede følelser. Jeg er dog fuldstændig klar over, at jeg i min dagligdag bruger så meget krudt på at holde balancen, ikke bide i græsset og i det hele taget få gjort det jeg skal, så min krop naturligvis bliver en lille hård sammenbidt knytnæve, der i den grad trænger til at blive strakt og blødgjort. Det er derfor jeg er her i dag.

Jeg overgiver mig
Bitten starter med at fortælle os om den særlige yoga vi skal udføre i dag. Restorativ yoga. Genopbyggende yoga. Cellefornyende yoga. Godt mod stress, søvnproblemer og manglende energi. Flødeskums-yoga. What’s not to like? Vi ligger på ryggen med tæpper og starter forsigtigt med – lidt afspænding. “Godt,” tænker jeg, “her kan jeg følge med.” Så strækker vi forsigtigt både højre og venstre side og nu er vi klar til de restorative stillinger.
“Put et par skumklodser under hovedet, læg pøllen (!) på tværs lige der hvor BH’en plejer at sidde og så armene ud til siden.” Bitten viser hvordan, jeg bakser med udstyret og får mig lagt ned i en meget akavet stilling, synes jeg nok.
“Lig lidt og mærk hvordan I langsomt overgiver jer til stillingerne,” siger Bitten med blød stemme og faktisk kan jeg mærke en langsom overgang fra: “Av, av” til: “Ahh”. De skuldre der bare helst vil bo oppe ved ørerne, bliver tvunget til at slappe af og min krop giver pludselig efter, så hele brystpartiet strækkes ud og vejrtrækningen kommer helt ned i maven. Det er den vildeste fornemmelse. Hvorfor har jeg aldrig gjort det før?
Vi ligger i strækkene i op til 10 minutter og nogen gange bruger vi stole, ekstra klodser og flere tæpper så man bedre kan sidde i strækket. Alt er liggende eller siddende.
Så er der pause. Bitten har bagt knækbrød og der er melon og urtete. Vi lister rundt og snakker lavt, hvis vi overhovedet snakker.

fullsizeoutput_26a9
Mellemmåltidet

Dyb taknemmelighed
Tilbage på måtten er jeg efterhånden ved at have fat i det. Hvis jeg bare følger Bittens anvisninger, som er tydelige og altid med en alternativ variation, for det her må nemlig ikke gøre ondt, er jeg tryg og nærmest mobil. Jeg kan mærke hvordan min krop bliver glad, og når jeg har lagt mig i en stilling og er lige ved at gå fra: “Av, av” til: “Ahh”, kommer Bitten og hvisker:
“Ligger du godt?”
Jeg mumler:
“Mmm” og kan ikke lade være med at smile.
Så putter hun tæppet ned om mine fødder, lægger øjenpuden på og afslutter med lige at stryge mig over håret. Jeg bliver helt blød som smør, de små tårer presser på inde bagved, alt er nu helt åbent, sårbart og følelserne står i kø. Omsorgen er overvældende og jeg føler en nærmest voldsom taknemmelighed oveni alt det andet jeg føler.
Vi slutter med en afspænding med små hvedevarmere på maven eller i nakken. Her er det kun: “Ahh”: Al udstyret bliver lagt på plads og vi siger farvel næsten lige så stille som vi sagde goddag. Vores ansigter er helt krøllede sammen og Bitten siger, vi sikkert er trætte når vi kommer hjem.

Og ja, træt det er jeg. Og krøllet. Men på den gode måde. Mine skuldre sidder hvor de skal i dag. Jeg ved godt de vil krybe op til deres elskede ører igen, men så tager jeg en omgang flødeskums-yoga mere hos Bitten.
Alle skulle prøve det her. Sygdom eller ej. Èn ting er, at man finder sin gamle krop igen men sindet lukker også døre op, så alle de mentale propper løsner sig så man bliver blød i sjælen. Det er næsten som at give sig selv en kæmpe krammer.

fullsizeoutput_26a6Man skal ikke gå ned på udstyr

 

Er jeg en taber?

Foto Misen3 strand farveFoto: William Groth

“Han tabte kampen”
Det er en talemåde vi hører meget, når nogen snakker om livstruende sygdomme. Man siger også:
“Hun vandt over kræften” eller endda: ”Han opgav kampen”
Måske lever disse udtryk så godt på grund af vores nuværende præstationskultur, hvor det ligger lidt i kortene, at du kan hvad du fysisk vil, hvis bare du har viljen.
Hvis man vinder over en diagnose, overlever man. Og ved at vinde signalerer man, at man er flittig, udholdende, viljestærk, dygtig, har overskud, power og i det hele taget er topfed.
Hvis man taber, dør man. Og oven i er man så erklæret taber, hvilket så igen signalerer at man er (var) svag, doven, magelig, viljesvag, kraftløs og i det hele taget lidt farveløs.
Det er i hvert fald nogle af de etiketter og opfattelser inden for konkurrencernes verden, hvor begreberne vinder og taber jo kommer fra. Her er det et faktum, at hvis du taber, må du øve dig/træne mere for at vinde. Hvis du er sej og udholdende nok, vil du også kunne vinde.
Er det rimeligt at dø af en sygdom og så samtidig tabe?

Og så er der skylden. For den skal taberen også bære på, for måske er du selv skyld i, at du taber? Skulle du have levet anderledes? Spist noget andet? Er det noget du gjorde en gang? Og hvad med nu? Gør du nok nu? Og gør du det rigtige? Er det din egen skyld, at du blev syg? Og er det din egen skyld, at du ikke bliver rask?
Er det ok at lide af en sygdom og så samtidig føle skyld?

Jeg er helt med på, at der er noget der hedder ansvar og at der er mange gode ting vi kan gøre for os selv i en given situation. Vi ved godt det ikke er sundt at spise ostepops og spille PS4 hele dagen og at grøntsager, luft og motion er godt for os, men om hvorvidt dén eller dén diæt/kur/detox/faste er den, der skal redde os, er svært på forhånd at vurdere. Og hvor lang tid har vi lige at løbe på, hvis vi skal prøve alle de forskellige retningslinjer af? Og har vi råd? Hvad nu hvis de skriver noget andet i avisen end de gjorde i sidste måned eller hvis vores venner alle sammen har deres foretrukne metoder? Hvad nu hvis vi vælger det forkerte?

Og gør det os glade? Glad måske ikke lige det ord, der ligger lige for, når man er allermest nede, syg og bange, men er det ikke dér, vi til gengæld har allermest brug for den mindste lille, bitte flig af glæden?
Jeg er klar over, at det virker for nogen og det er jeg oprigtigt glad for – tillykke til jer! Jeg er også helt klar over, at nogen er heldige – eller usandsynlig kloge – og vælger det rigtige fra starten. Om det så er spinatjuice eller tangsmoothies, er det da fedt, at I er nogen, der vinder over både skyld og diagnoser, det kan man da ikke sige noget til? Andet end at være en lille smule uklædeligt misundelig …

Og alligevel tænker jeg, at det må have været nemmere i gamle dage, hvor Gud eller noget større end os, bestemte. Hvor skyld ikke blev forbundet med mad eller kondi. For måske er der ting, der er ude af vores hænder? Om det er Gud, eller noget andet ved jeg ikke, men måske er der alligevel et øvre regnskab, en skæbne en mening eller en umening med det hele. Det ville i hvert fald nok være nemmere at tage på sig, hvis ikke skylden vejede så meget og hvis det handlede mere om at have det godt, mens vi er her.

Min mad er økologisk, jeg træner og prøver så vidt muligt at gøre det rigtige, men jeg nyder også livet, fordi et glas rødvin, en time i solen eller et ordentligt lag smør kan sprede små fragmenter af hverdagslykke ud over stunder, der ellers stod i de nedadvendte mundviges tegn. Jeg er livsnyder og det er jeg stolt af!

Men min sygdom er kronisk og jeg bliver aldrig rask.
Er jeg så en taber?

 

Luksusmodellen

fullsizeoutput_2659En lille pause i Ubud, Bali.

Der var trapper overalt, da jeg var på Bali. Noget helt almindelig mennesker måske ikke lige tænker over, men noget et par trænede scleroseøjne straks observerer, lagrer, bedømmer og vurderer. Sværhedsgrad? Gelænder? Antal trin? Alternative veje til målet? Selve indgangen til dér hvor vi boede, var for eksempel én stor trappe – først op, så ned. Og intet gelænder. Så allerede der forsvinder lidt af den ellers planlagte ankomst-elegance.

Så var det godt, jeg havde mine pinde! Ja ja, jeg ved godt det hedder stave, men det er for at forsøge at retfærdiggøre, at man vel næppe kan kalde det vandring, det jeg foretager mig. Manden i den yderst velassorterede outdoorbutik var ellers fyr og flamme, da jeg kom ind i butikken og spurgte efter det aller ypperste inden for vandrestave. Han fremviste med stolthed de nyeste, letteste, mest sammenklappelige – og dyreste – og jeg var straks interesseret. Da jeg så, måske lidt undskyldende, proklamerede at de skulle kompensere for manglende muskel-power i benene og skulle bruges som balancestænger, gled hans opadpgående mundvige ned til stregmundsniveau:
”Så tror jeg, du skal tage dem her,” sagde han og rakte mig et par fra den nederste hylde, mens han spejdede efter hipster-typer med mudrede bjergstøvler i butikken, der bedre fortjente luksusgrejet.
Det var så det billigste eksemplar, kunne jeg se, og ikke fordi der er noget i vejen med billigt, for søren da, men det det var jo sammenklappeligheden og ultraweight jeg var ude efter. Og så ikke noget der siger: ”Klak, klak,” eller: “Se mig, jeg halter!” og får alle til at vende sig om.
“Jeg tager dem,” insisterede jeg, og pegede på den dyre, lydløse model.
Han solgte dem modvilligt til mig og uden begejstring.

Jeg er så glad for mine pinde. Jeg brugte dem op og ned af alle de små trin og trapper, og jeg travede endda lidt rundt i Ubud og på lokale markeder og det havde været svært uden dem. De kan klappes sammen og ligge i min håndbagage. De gør mig modig og mere mobil og så må jeg leve med at folk har meget svært ved at forstå kombinationen: haltende dame og vandrestave. Og så luksusmodellen! Om 14 dage skal de med mig til London.

fullsizeoutput_265aHer var det aldrig gået uden mine vandrepinde.